Det, man mindst ønsker

Det er nu engang sådan i livet, at man nogen gange finder sig kaldet til at gøre ting her i livet, som man virkelig ikke har det mindste lyst til at gøre. Så samtidig med at man kan mærke at pilen peger på en, gør man alt hvad man kan for, at den ikke rammer.

For mig er denne livsopgave blandt andet at hjælpe barnløse med at forstå og forholde sig til deres egen barnløshed. Selv om jeg ofte har slået det hen og trukket min bog i langdrag, så ved jeg jo godt, at når de atter ringer fra Go'Morgen Danmark for at få mig til at fortælle min historie om barnløshed, så er det fordi jeg har en historie, der er værd at fortælle, og jeg kan gøre det på en måde, så folk kan forstå det.

Jeg ville ikke være kendt som hende, der ikke kunne få børn  
Jeg er vokset op med, at man holder kortene tæt til kroppen. Især hvis der er noget, der ikke fungerer, så skal man i hvert fald ikke skilte med det. Jeg havde ikke spor lyst til at være kendt som hende, der ikke kunne få børn. Og jeg har ikke lyst til at fortælle om det fordi det involverer min egen sårbarhed og stillingtagen til alle de ting, jeg burde og kunne have gjort anderledes - hvis jeg dog bare havde vidst det. Når jeg alligevel vælger at gøre det, er det fordi min historie og min uvidenhed ikke behøver at blive andres.

 
Den mest spirituelle oplevelse
For nylig hørte jeg et par kvinder på et kursus tale om, at det at have børn absolut var den mest spirituelle opgave man kunne få her livet. Det har jeg ofte selv tænkt, at det måtte være. Men jeg har også ofte tænkt, at det måske er det lige så stor en rejse IKKE at kunne få børn - bare på en anden måde. 

Den rejse jeg har taget har gjort mig meget klogere på mig selv, mine livsvalg og hvordan mine tanker, følelser og mit forhold til min krop har hjulpet mig eller spændt ben for mig undervejs i min proces. Så når jeg i dag coacher eller behandler mænd såvel som kvinder med kropsterapi, så er det med stor indlevelse men også med en viden om, at der er meget mere til det at blive gravid end det rent fysiologiske.


For nogen vil denne forståelse og indsigt kunne forandre deres situation til en grad, hvor de enten forstår og accepterer deres skæbne med større lethed - eller kommer i sync med sig selv, så en vellykket graviditet bliver mulig.

Du kan se interviewet på Go'Morgen Danmark, søndag d. 30/8, kl. 8.33.

Har du børn?

Så skete det igen. Middag på Kadeau - vi taler fag mellem de små lækre retter. Parret på min venstre side har lige fået deres tredje barn. Efter vin og kaffe kan man tillade sig at blive personlig. "Har du børn?" lyder spørgsmålet. Svaret er på den ene side så utroligt ligetil: "Nej, det er ikke blevet sådan". Og dog. For jeg ved jo godt, at sætningen rummer en masse usagte udsagn, som kalder på en uddybning. Alligevel kan jeg dårligt svare anderledes.  "Nej, jeg ønsker ikke at få børn," ville absolut være en løgn. "Nej, jeg skal ikke have børn" ville ikke være usandt, men ville føles som en løgn. "Nej, jeg kan ikke få børn," er måske lige stærkt nok at smide i hovedet på folk til blommebrændevinen, der smyger sig om smagsløgene efter kaffen.

Selv om jeg er bevidst om at fælden nogen gange klapper, har jeg endnu ikke udtænkt det perfekte svar. Den normalitet, der ligger i at have børn - gerne at ville have børn - bliver udfordret af at bare svare "Nej". "Nej!" kalder på en forklaring.  

"Nej, det er blev ikke sådan," har jeg derfor tyvstjålet fra en kvinde, jeg som jeg har arbejdet sammen med i flere år. En læge, der i dag har passeret de 60 - og som bestemt ikke havde de muligheder for at strække fertiliteten i alle de retninger, som man har i dag. En kvinde, jeg beundrer meget for sit væsen, faglige integritet - og ikke mindst modet til at svare, som hun gjorde, da jeg for nogle år tilbage stillede hende spørgsmålet, om hun havde børn.

"Nej, det blev ikke sådan" rummer lige dele accept og smerte. Det mærkede jeg, da hun svarede, fordi jeg forventede et andet svar - et "Ja, jeg har ..."

Det svar, der kan parere samtalen uden at det bliver alt for akavet, har jeg ikke fundet endnu. At jeg derfor helt viger for selskabelighed, for at undgå overhovedet at komme i situationen, er for mig ganske naturligt. Selv om svaret indeholder en accept og en smerte på samme tid, så afhænger alt af dagsformen. Forholdet mellem accept og smerte kan stadig skifte ligesom trykket på et barometer. Og det er ikke altid at man er klar til, at en fremmed kan aflæse, præcis hvordan trykket står på en given dag.

Godt nytår?

Jeg sprang festen, champagnen og festfyrværkeriet over i går. Derfor så jeg ikke, at jeg kl. 00.59 i nat fik en sms med teksten "Godt Nytår?" Samtidig med at jeg undrer mig over spørgsmålstegnet, så synes jeg, det er godt set. Et spørgsmål, som jeg simpelthen ikke kan svare på endnu.

For godt et år siden havde jeg netop afsluttet mit tredje IVF-forsøg uden nogen forklaring på, hvorfor dette forsøg heller ikke var lykkedes. Få dage efter nytår startede jeg på en ny klinik. Der blev det hurtigt afklaret, at mine æggeledere så mærkelige ud på scanningen. Den gode nyhed var, at mine chancer for graviditet ville være meget bedre, hvis jeg fik dem fjernet. Det nye år var fyldt af nyt håb -  og en hurtig operation, der skulle bane vejen for børnelykken.

I dag starter jeg året uden håb, for i dag er jeg klogere. I dag ved jeg, at jeg ikke bliver gravid med egne æg - for mens lægerne kollektivt har fumlet siden 2007 og ikke kunnet finde "fejlen", er mine æg gradvist blevet mere og mere ubrugelige. Efter seks IVF-forsøg i alt er jeg træt. Træt af nåle, medicin, humørsvingninger - og mest af alt er jeg træt af håbet, der igen og igen bliver knust mod realiteternes skarpe klipper.

At vågne op til den første nytårsdag med så stor en smerte i hjertet føles som en dårlig start på det nye år. 2013 bliver for mig året, hvor jeg skal bearbejde min sorg, inden den stivner og bliver til bitterhed. Der er ingen vej udenom. Jeg er nødt til at tage min skæbne på mig og forlige mig med de mange uheldige omstændigheder, der i mit liv kulminerer med den tunge udsigt til et liv uden egne børn. Jeg kæmper med at skrive min bog, for det er her, jeg får luft for detaljerne - det er her, jeg kan få lov til at sørge.

Jeg vil vente lidt med at svare på "Godt nytår?" Men jeg ved, at det bliver først et godt år, når jeg har sluppet smerten og følelsen af, at livet er en lille smule uretfærdigt.

Mor med abeskønt barn

På havnen i Helsingør havde de i oktober måned en udstilling af skulpturer fra Zimbabwe. Alle smukt forarbejdede i forskellige stenarter; fløjsbløde, grønne, sorte, lækkert polerede, så man havde lyst til at slikke på dem. Nogle enkelte så udpræget afrikanske, at de kun svært ville passe ind i en dansk parcelhushave. Jeg faldt dog for et par stykker. Som en af de sidste skulpturer i rækken, længst over mod Kronborg, sad en lille abemor med sit abebarn i armene. Det var kærlighed ved første blik. En lysegrå nupret stenart udgjorde pelsen og svøbte dem begge i moderkærlighedens varme. Det lille hoved, smukt skåret i sort sten, kiggede op på det store hoved, der kærligt kiggede tilbage. Få timer forinden havde jeg fået besked om, at mit HCG var på 87, altså var jeg gravid. For første gang i mit liv, så vidt jeg ved. Jeg turde ikke købe figuren, da jeg havde smerter som om mine indvolde var ved at blive udstanset. 

Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne bære at have udsigt til den perfekte mor-og barn-symbiose portrætteret i sten, hvis resultatet af min graviditet alligevel skulle blive en abort. Skulpturen endte med at blive købt af nogle andre. Og fire dage senere var min HCG faldet til 10. Jeg tror ikke, at jeg kunne have ændret udfaldet ved at købe skulpturen. Men jeg håber, at moderkærligheden blomstrer frodigt i den have og hos de mennesker, der har købt den.

Længe siden...

Det er længe siden, at jeg har været på bloggen. Det skyldes ikke, at jeg ikke gider. Snarere at det er svært. Min barnløshed er den største byrde, jeg endnu har båret i mit liv. Og desværre er den ikke midlertidig, den er permanent. Jeg har for første gang været gravid. Ja, du læste rigtigt. I mine 42 år som kvinde, har jeg for første gang oplevet at være gravid. Samme dag, som jeg fik det flotte HCG-tal over telefonen, begyndte jeg at bløde så voldsomt, så det ikke efterlod nogen tvivl om, at det lille embryon var ved at gå al kødets gang. Jeg fik et par timer med gravid lykkefølelse. Barnløse i behandling lever i en konstant rutchetur af håb og fortvivlelse. 

I næste uge skal jeg læse op af min bog. Derfor er jeg nødt til at tage mig sammen. Finde ud af, hvilke dele af den, jeg skal offentliggøre. Og jeg har overvejet, om jeg også skal begynde at offentliggøre den på nettet. Måske kan den gøre noget for dig. Og måske kan det hjælpe mig at skubbe den ud i det offentlige rum. Hvis du er interesseret, så skriv gerne til mig på min mailadresse, som du finder ude i højre side. 

Ved siden af skiven

For et par dage siden modtog jeg en reklamemail. Den var desværre ikke blevet opfanget af mit ellers så flittige spamfilter. Der blev reklameret for "Helens bog om dit barns udvikling," "Helens babydagbog," og sørme om ikke de også lige havde klemt "Helens bog om børn og mad" ind til sidst i mailen. Sjælden har jeg følt mig så lidt en del af målgruppen, måske lige overgået af brandudsalg i havetraktorer eller oppustelige dukker.

En del af barnløshedsøvelsen er at forholde sig til det, der er ganske uundgåeligt; alle de påvirkninger, der minder en om, at man netop ikke har det barn, der for mange andre er en selvfølgelighed. Og især i denne måned, hvor de store maver titter frem under sommertøjet, er der virkelig noget at forholde sig til.

Går man til Østens visdom, lærer man, at følelser bare er følelser - ikke andet. Følelser passerer som skyer på himmelen, man skal ikke hæfte sig ved dem. Og jeg forstår godt, hvad de mener. Men følelser kan i perioder være så mere eller mindre altfortærende, selv hvis man er klar over, at de skal holdes i kort snor.

De følelser, der følger med barnløsheden kan svinge fra følelsen af utilstrækkelighed, manglende kvindelighed, til at man ikke fortjener den kærlighed, man modtager fra sin partner, hvis man ikke kan give ham et barn. Det kan resultere i en identitetskrise, hvor hvem er man, hvis man hele sit liv eller en god del af det har troet, at man skulle have børn, og må indse, at sådan bliver det ikke.

Det kan være med til at forstærke en fortælling om, at man er en fiasko som menneske, eller som partner, og det kan udløse en kraftig depression, når disse tanker får overtaget - en tilstand der kan vare fra få dage til mange måneder.

For min egen del er det en stærk følelse af svigt fra mine omgivelser. Mennesker, der burde have været der for mig, men som ikke var det - og som indirekte har svækket min evne til at stille krav til de personer, der har været en del af mit liv under mit barnløshedsforløb - både i privatlivet men så sandelig også lægefagligt.

En måde at håndtere disse følelser på kan være at tale med en professionel. En anden at knytte netværk med andre i samme situation, en tredje at skrive sig ud af det. Jeg har valgt det sidste - selv om jeg sikkert også kunne have gavn af de to andre. Og det ene udelukker ikke det andet.  


PS: Da du sikkert heller ikke er en del af målgruppen har jeg undladt at linke til Helens bøger.

Er barnløshed tabu?

Jeg er ikke klar over, om ufrivillig barnløshed officielt er et tabu. Men jeg ved, at det ikke er særlig rart at tale om.

Desværre er det jo sådan, at når man begynder at tale om det, gør man sig selv sårbar for alt, lige fra en masse "gode råd" til den manglende forståelse fra omgivelserne. Og hvornår er helt helt præcist, at barnløsheden går fra fra at være frivillig til at være ufrivillig? Hvornår går det fra at være naturen, der bare lige skal tænke sig om, til noget der kunne ligne et reelt problem? Hvornår skal man begynde at italesætte sin barnløshed som en situation, der kun kan løses med læge- og hormonbehandling mere end med tålmodighed, og rigelige mængder af kærlighed. Hvornår er man (og hvordan bliver man?) klar til at flytte problemet ud af sit eget hoved og ud i det offentlige rum? For når man først gør det, bliver det pludselig synligt, at man er anderledes end alle de andre.

Det kan være enormt svært at dele sin ubærlige situation med veninder, der selv sidder med små trolde på skødet, eller sidder over for dig i en lykkerus med deres egne gravide maver. For selv med den højeste grad af empati kan man ikke sidde og glæde sig over, eller til sit eget barn, og samtidig sætte sig loyalt ind i smerten, der er ved ikke kan kunne det samme. Det er ikke rigtig rart, at der er noget man ikke kan på lige fod med alle andre. Det er sjældent rart at være den, der er anderledes.

Og oven i at man er anderledes, skal man håndtere sin usikkerhed, sin utålmodighed og stadig forsøge at bevare en eller anden grad af optimisme. For som mange vil sige "Du skal bare..."
Desværre er det også sådan, at jo mindre man taler om det, jo sværere kan det faktisk være at være i det. Og jo sværere er det at få hjælp. Hos venner, familie og fagpersonale, der jo har svært ved at hjælpe, hvis de ikke ved, at der er et problem.

Ved at sætte ord på risikerer man en masse. Og ved at sætte ord på vinder man også. Jeg tror, der er meget vundet ved, at vi barnløse sætter ord på vores situation i stedet for at sidde som små, smertende satelitter i hver vores hjørne af universet uden fællesskab, og uden forståelse.